Carl Peter Nielsen - min farfar

Stjernekiggeren fra Benløse
Af Lissi Ohlsson

Min farfar Carl Peter Nielsen blev født 1878 i Fakse og kom til Fluebæk i Benløse omkring 1917. Carl blev gift med Elvira Kristine Ohlsson, som kom fra Ystad i Sverige og var født i 1884. Det er fra min farmor Elvira, jeg har mit efternavn, og mit lille barnebarn hedder Elvira.
Som 10 årig kom Carl ud og tjene, og han havde plads ved landbruget, til han som 18 årig kom et år på Mælkeriskolen paa Ladelund. Herefter havde Carl forskellige pladser og kom efterfølgende på et stort fællesmejeri på Falster og senere, som 28 årig, blev han bestyrer på et mindre mejeri ved Nr. Alslev, et mejeri med samme ejer som fællesmejeriet.
Her var Carl i 7 år. Da andelsmejerierne skød op, og leverandørerne begyndte at levere til dem, måtte Carl finde en anden beskæftigelse. Carl var i mellemtiden blevet gift, og de havde fået deres første barn.
Efter mejeritiden var Carl ikke interesseret i landbrug. Carl ville gerne have læst til lærer, og han havde også indskrevet sig på seminariet i Haslev. Carls forældre mente imidlertid ikke, at han skulle dette i en alder på over 30 år og med kone og barn. Carl havde pengene, så lærerstudiet var en mulighed, men han rettede sig efter sine forældre og købte i stedet en landejendom ved Fakse Ladeplads i 1914. Omkring 3 år efter, "udvekslede" han denne ejendom med ejendommen i Benløse.

Carl og Elvira med deres børn

Carl Peter Nielsen

Carl og Elvira som ældre
Et liv med landbrug - og astronomi
I 1917 var ejendommen i Benløse på 10 tdr. land og havde faldefærdige bygninger. Der blev siden hen udvidet til 15 tdr. land, og der blev rejst nye bygninger, som de delvist selv opførte. Carl fortæller i et interview som 70 årig, at det havde været én eneste lang arbejdsdag, også søn- og helligedage og uden ferie. Ejendommen var så stor, at de havde svært ved at klare det selv, men den var for lille til, de kunne have medhjælp. Men de klarede det og endda også at være med til at bygge nyt. Selv om det var hårdt slid, passede Carl og Elvira bedriften godt, for den lille ejendom var pæn og velholdt. Da børnene voksede op, har de formentlig hjulpet til, og senere hjalp en voksen søn med i bedriften.
Som nævnt var interessen for landbruget der ikke til at begynde med. Men fordi Carl havde sin interesse for - og arbejdet med - astronomi ved siden af, holdt det ham oppe. Interessen for landbruget voksede frem med årene. Og som 70 årig kunne Carl i et interview udtale, at han havde været glad for arbejdet både med landbruget og med astronomien.
Al den tid Carl kunne afse fra landbruget, brugte han til sin store interesse for astronomi. Det har gennem årene kostet Carl en del nattesøvn, men han passede altid på ikke at overdrive, og Carl havde hele sit liv haft et godt helbred. I et interview svarede han på spørgsmålet om, hvorfra han fik tiden til astronomien: Hvad man har Lyst til, faar man ogsaa Tid til.
Allerede som 10 årig begyndte Carl at spekulere over det, han så på himlen. Blandt andet lagde han mærke til, at en bestemt stjerne flyttede sig mellem de andre. Carls far, som var interesseret i astronomi, kunne give Carl en nogenlunde forklaring på de spørgsmål, Carl havde, og i forbindelse med en undervisning, hvor læreren i skolen skulle illustrere jordens bevægelser i forhold til solen, lavede læreren en fejl, som Carl opdagede. Dét satte for alvor skub i interessen, som blev til en passion, der skulle følge ham hele livet.

Som Rigel Observatoriet så ud omkring 1922 - med Fluebæksvej i venstre side af billedet
Rigel Observatoriet så dagens lys
Da Carl blev parcellist, indrettede han et skur i haven, hvorfra han kunne studere stjernehimlen. Men Carls brændende passion for astronomi var altoverskyggende, og i 1922 opførte han Rigel Observatoriet efter egne tegninger. Han gennembrød taget på stuehuset og konstruerede selv overbygningen med kuppel.
Fra 1. salen, som dengang var et kornloft, kunne man via en lille hønsestige komme op i selve kuppelbygningen, hvor kikkerten stod på en søjle, som Carl selvfølgelig også selv havde støbt. Kuplen var konstrueret, så den kunne dreje rundt og åbne, og kikkerten kunne pege i alle retninger. Til det mekaniske havde Carl fået hjælp af en mekaniker fra Københavns belysningsvæsen, som selv var privat astronom.
Carl havde brugt tandhjul fra vækkeure og bornholmerure, regulatorer fra damplokomobiler, mens andre indretninger var lavet af et urværk. Når det hele blev sat i gang, drejede kikkerten en omgang på 24 timer. Kikkerten var derved hele tiden rettet mod samme stjerne under en observation. Carl havde selv bekostet hele byggeriet og personligt udført næsten alt arbejdet. Observatoriet blev kaldt Rigel Observatoriet, fordi Rigel var den første stjerne, Carl så i en kikkert, da han var 25 år.

Autodidakt
Carl mente selv, at han var amatør, og han gjorde, ifølge ham selv, ingen store opdagelser. Han var bare glad for at kunne følge og forstå de professionelle astronomer.
Carl lærte tysk ved selvstudium i så stort omfang, at han kunne læse tyske bøger om emnet. Han var meget belæst vedr. astronomi og havde en utrolig god hukommelse. Carl havde ingen boglig uddannelse, kun datidens almindelige skolegang samt et vinterophold på en landbrugsskole og mejeriskolen. Alt derudover var selvlært, og alligevel havde Carl så stor astronomisk viden, at han kunne sætte både ulærde og lærde til vægs.
Carl skrev lange artikler både som fast skribent til Folketidende og til andre blade om alle astronomiske spørgsmål, herunder bl.a. om såvel en stjernekikkerts funktion som objektivets funktion. Artiklerne var skrevet med megen stor faglighed og var ret svært tilgængelige for mennesker uden astronomisk viden, hvilket man må sande, når man læser hans gamle avisartikler om forskellige astronomiske spørgsmål.
Carl holdt også meget gerne foredrag og viste udvalgte lysbilleder på bl.a. Postgården i Ringsted. Alle interesserede kunne desuden besøge Rigel Observatoriet og få et lille foredrag og en fremvisning - mod en "lille kendelse" på 50 øre pr. person.
Carl havde et samarbejde med sin fætter, lærer Houby i Roskilde, som også havde et privat observatorium. De holdt nogle kurser sammen i Roskilde med stor interesse fra folk. Carl foretog desuden observationer af variable fiksstjerner for Statens Observatorium i København.

Nøjagtighed og tålmodighed
I en avisartikel fra april 1935 annoncerer Carl med at have et af landets største spejlteleskoper, som var fremstillet på eget værksted. Kikkerten, der vejede 100 kg, var 2 m lang og svarede til en linsekikkert på 5 m. Den kunne forstørre fra 300 gange indtil 1.000 gange. Den store kikkert havde en værdi af omkring 30.000 kr. i datidens penge. Carl havde også en mindre linsekikkert.
Hulspejlet i det store spejlteleskop havde Carl selv fremstillet af et råt stykke glas. Det var den mest værdifulde bestanddel. Hulspejlet vejede 6 kg. Et færdigt spejlteleskop kostede mange penge, og Carl lavede derfor sine spejle selv! I en avisartikel fra dengang, er det beskrevet, at han brugte 30 forskellige slags pulvere i forskellige grovheder. Det groveste først og det fineste til sidst.
Efterfølgende blev glasset forsølvet. Det var en meget vanskelig opgave at håndslibe et stort spejl, det krævede både stor nøjagtighed og stor tålmodighed. Engang tabte Carl et næsten færdigt spejl, som blev unøjagtigt ved slaget. Carl smed derfor spejlet ud, selv om det havde taget ham næsten et år at fremstille det.
Foruden at slibe sine egne spejle, leverede Carl også til andre observatorier og fik derved finansieret sit eget observatorium.

Carl med en mindre linsekikkert

Carl med sit store spejlteleskop
En ildsjæl
Carl var så opslugt at sin interesse, at han efterhånden ikke følte, han boede på jorden, men følte i stedet, at han boede på en planet i verdensrummet. Hvilket vi jo også gør, men han havde hele tiden denne fornemmelse, mens de fleste af os ikke skænker det en tanke. Selv når Carl arbejdede i stalden eller på marken, var hans tanker på de videnskabelige problemer, og han havde altid en lille lommebog på sig, som han kunne notere i - så måtte hestene vente, imens notaterne blev gjort. Journalist Frede Pries Nielsen beskriver i en avisartikel Carl således: En mand på 60, men med en Fyrighed i sine Bevægelser som en 40 aarig, et Liv i sit besynderligt skarpe Blik, i sin skolemesterfine Tale, saa man vil sværge paa, han endnu er en Mand i sin bedste Alder, og videre: Det er en sjælden journalistisk Oplevelse at interviewe Carl Nielsen. Han sprudler som en evig Kilde af brugbart Stof. Han taler med hele sin Person. Øjnene, Ansigtets Muskel spil, hele kroppen er én illustrerende Mimik.
Ingen tvivl om, at "Stjernekiggeren", som min farfar blev kaldt i folkemunde, var en ildsjæl ud over det sædvanlige, og jeg har altid været dybt fascineret af ham. Carl må have haft en helt fantastisk vilje og styrke for at kunne nå så vidt og udføre det, han gjorde. Ikke blot blev Carl til en af de mest kyndige amatørastronomer i landet på den tid, han var også optiker og landmand. En fascinerende bedrift og oven i købet på en tid, hvor det ikke var normalt at "skeje ud" på den måde. Ham ville jeg gerne have kendt! Men både Carl og Elvira døde i 1953, længe før jeg blev født.
Carl døde 75 år gammel efter længere tids sygdom. Elvira var død kort forinden, og Carl havde været for syg til at deltage i hendes begravelse.
Den nye Stjernekikker
Carl og Elvira havde 4 sønner og 1 datter. Den ene søn var min far, Helge Frederik Nielsen, som blev født i 1914. Helge, som var ugift, da hans forældre døde, boede hjemme og passede bedriften, og han overtog ejendommen. Helge fortsatte landbruget og havde bl.a. en kartoffelmark, der hvor Benløseparken (blok10) i dag ligger. Da jeg var barn, kunne man gå over marken helt op til det nye villakvarter før Roskildevej. Inden man kom til villakvarteret, skulle man over en bred grøft med vand i.
Helge blev gift med Karen Margrethe Hansen, min mor. Da jeg var 3 år, byggende Helge en ny ejendom ved siden af Rigel Observatoriet og flyttede kuplen med til den nye ejendom.
Rigel Observatoriet blev købt af Olsen fra København, som indrettede sig med en lille fabrik i de tidligere staldbygninger, og han boede selv på 1. salen af stuehuset. Stueetagen blev lejet ud til et ægtepar. De havde en datter på min alder, som blev min legekammerat. Jeg havde derfor stadig min gang i mit fødehjem. Dog var det forbudt at gå på 1. salen, hvor Olsen boede.
Jeg var, og har altid været, meget fascineret af det gamle, stolte og meget smukke hus. Som barn og ung drømte jeg om, at jeg kunne købe huset og renovere det. Det ville have været helt fantastisk.

Benløse Fliser
Allerede inden det nye byggeri, var Helge gået i gang med at støbe fliser, formentlig i det små og på forsøgsbasis. Den nye ejendom blev til Benløse Fliser. Kuplen blev ført med, og en garage blev opført således, at den ene halvdel var med 1. sal, hvorpå kuplen blev sat.
Helge forsøgte at videreføre sin fars interesse for astronomi, men det forblev i det små.
I juli 1969, da den første mand skulle betræde månen, fik vi besøg af journalister, som ville forsøge, om de kunne se månelandingen fra kikkerten. Men det var dog ikke muligt.
I hele min barndom, blev Helge, som sin far, også kaldt og omtalt som Stjernekiggeren, og derfor var jeg naturligvis Stjernekiggerens datter.

Her kontoret, som i starten var en garage, med kuplen

Her luftfoto fra engang i 70'erne - med Rigel Observatoriet til venstre og Benløse Fliser til højre
Der skulle altid ske noget - også uden stjerner
I sine unge år, var Helge en entusiastisk gymnast og roer. Helge var med på "Guldvinderholdet" fra 1949, som blev danmarksmestre i letvægtsfirer med styrmand. Se mere om roerne i RINGSTEDbogen 2008.
Helge havde arvet både styrke og vilje fra sin far, og han var også på sin vis en usædvanlig og særpræget mand, selv om hans interesser lå andre steder end for astronomien. Helge skabte en flisefabrik og byggede senere huse. Helge var ikke "Fabrikanten", men tog selv fat og arbejdede, han havde bestemt ingen fine fornemmelser. Jeg tror arbejdet i sig selv var interessen, nemlig at skabe og finde på nye projekter. Som jeg husker det, så arbejdede Helge altid og havde altid gang i nye projekter. Han kunne ikke sidde stille ret lang tid ad gangen, der skulle ske noget.
Helge var hele livet meget arbejdsom, og han viste også meget gerne sine færdigheder for andre, f.eks. stod han håndstand på skorstenen af huset som 60 årig, og han byggede stadig selv huse som 75 årig.
Helge døde i 1996, 82 år gammel, og blev bisat i Bandholm, hvor han var flyttet til.

Helge som roer - han står yderst til højre

Guldvinderholdet fra 1949
- og letvægtsfireren med styrmand

Rigel Observatoriet som det så ud en årrække

Nu er Rigel Observatoriet meget smukt istandsat

Tilbage