Showvask og -pleje


Pelspleje i forhold til show, er noget mere omfattende, end den almindelige daglige pleje. Der er rigtig mange måder at håndtere det på og rigtig mange forskellige produkter. Det der beskrives her, er min måde. Og de produkter der vises, er de produkter jeg bruger.

Inden show skal katten vaskes - hvis katten er godt fedtet og det er længe siden sidste vask, er det godt at vaske katten 2 - 3 gange før show med 1-2 ugers mellemrum. Hvor grundigt katten skal vaskes hver enkelt gang, afhænger af hvor beskidt den er og hvor ofte den bliver vasket. Katten vaskes sidste gang ca. 3 dage før show, så kan pelsen nå at sætte sig lidt. En killing skal vaskes 1-2 dage før show.

Men først lidt om de produkter jeg bruger og hvor de kan købes.
Japansk Smørkam, 19 cm. Japansk Smørkam, 13 cm - Ansigtskam
"Denne Smørkam som er produceret i Japan, hvor der er stolte traditioner for fremstilling af knive, sakse, kamme m.v., den har en helt speciel overflade der gør at den glider nemmere i pelsen end andre kamme af samme type. Ekstraordinære glatte tænder som glider gennem pelsen som var det smør."

De 2 smørkamme kan på ingen måde undværes i forhold til show, og bruges også til den almindelige hverdagspleje. De er dyre i indkøb, men holder evigt. Der er mange andre, lidt billigere efterligninger, men disse er absolut de bedste. Købes hos: PitStop
Mason Pearson børste med vildsvinehår og nylon. Det er Pocket-udgaven, total længde på 17 cm.
Bemærk, at det skal være den hvor der også er hvide nylon børster sammen med svinehårene. Børsten er også uundværlig, men bruges primært på show. Købes hos: PitStop

En lusekam er god til at rede omkring øjne og næse - både på Birma og Perser. Købes hos: PitStop
Jerob Pre-Cleaning Creme (For-rense creme)
"Nu findes der en creme som opløser selv den værste fedt og snavs i pelsen og på huden. Pre-Cleaning Crème er ikke tænkt som anvendelse på hele kroppen/pelsen, kun til de værste område hvor der er fedt og snavs. Kun i grelle tilfælde anvendes cremen i hele pelsen."

Er god til f.eks. fedthale eller en meget beskidt krave på en Perser. Cremen masseres ind i den tørre pels og skal sidde lidt, før den skylles af. Det er 1. step i vasken.

Købes hos: PitStop
De næste 3 step i vasken er: (se selve vaskevejledningen nederst på siden)

Vask 1 - med affedter shampoo:
Jerob One Step Grease Removing Shampoo eller Anju Beauté DEGREASE (One Step Grease Removing)

Vask 2 - med almindelig shampoo tilpasset pelsen:
Jerob Parisian Purple Shampoo eller Anju Beauté BLANCHEUR (Snowy Blue Shampoo)

Vask 3 - med afslutnings / struktur shampoo:
Jerob Texturizing Shampoo eller Anju Beauté TEXTURE (Texturizing Shampoo)

Alle 3 shampoo'er skal blandes op med vand før brug, hvor meget fremgår af flasken. Bland ikke disse produkter sammen - vælg om det skal være Jerop eller Anju Beauté.
One Step Grease Removing Shampoo - Parisian Purple Shampoo - Texturizing Shampoo
Jerob købes hos PitStop
DEGREASE (One Step Grease Removing) - BLANCHEUR (Snowy Blue Shampoo) - TEXTURE (Texturizing Shampoo)
Anju Beauté købes hos Mystery Coons Petshop - Ann-Dorrit har altid stand på udstillinger.

Eye Envy rensevæske og pudder bruges primært til Perserne - og er helt uundværlige til dem. Perserne kræver daglig rensning og vedligehold af øjnene. Produkterne kan købes både hos PitStop og Mystery Coons Petshop og i forskellige størrelser. Jeg bruger små gazestykker fra apoteket til at vaske øjnene, og en kosmetikpensel til at påføre pudder.
BI-PHASE (Anti-Stat Spray)
"En balsam spray, der kan anvendes ved udredning af lettere filtret pels, den er desuden antistatisk og holder pelsen i perfekt kondition. Kan også anvendes på udstilling, hvis pelsen virker tør."

Denne bruger jeg meget til show - sprayer det på børsten og børster det grundigt ind i pelsen. Jeg synes det giver en god og fyldig pels, som ikke klasker sammen. Som regel påfører jeg det om aftenen før show, og igen om morgen, når vi ankommer. Og det er som regel nok.

Købes hos Mystery Coons Petshop
Tørshampoo Pudder
"Helt fantastisk tørshampoo, der udover at friske pelsen op også giver fylde, pelsen bliver super blød og luftig."

Tørshampoo kan være godt, hvis pelsen lige bag ørerne krøller. Eller hvis kraven krøller. Til hverdagsbrug kan den også være god til en fedthale. Eller til uheld bagi. Helt almindeligt kartoffelmel har samme effekt. Jeg foretrækker faktisk kartoffelmel, da nogle katte kan godt få lidt tynd mave, hvis de slikker tørshampoo i sig.

Denne tørshampoo er fra Mystery Coons Petshop
Pet Silk Liquid Silk Serum (Silke dråber)
"Liquid Silk er olie med ægte silkepeptide i, hvilket fremhæver farven samt giver en fantastisk glans, både i lang og kort pels Liquid Silk er en unik professionel formel, som forbedrer strukturen såvel som glansen i pelsen."

Der skal kun bruges 1-2 dråber til en voksen kat med stor pels. Dråberne varmes godt i begge hænder, inden de påføres forsigtigt rundt i hele pelsen med hænderne. Bruges som den sidste pleje før katten skal på dommerbordet.

Købes hos PitStop
Her lidt vejledning i at show-vaske:

Før selve vasken:
Hvis det er nødvendigt, kommes først Jerob Pre-Cleaning Creme i den tørre pels på de beskidte og fedtede steder. Masserer det ind og lad det side lidt. Pas på katten ikke slikker det i sig.

Herefter gøres katten våd og cremen skylles ud samtidig. Det kan være lidt svært at få pelsen våd helt igennem. Hvis katten generelt er fedtet og beskidt, så kom opvaskemiddel i vandet. Det ødelægger fedtbarrieren i pelsen, så pelsen kan blive våd. Skyl godt, så der ikke sidder sæberester i pelsen.

Vask 1: DEGREASE (One Step Grease Removing)
Kom shampoo i pelsen og fordel. Det kan være godt at bruge tykke engangsvaskeklude, det letter fordelingen af shampooen. Masserer og vask godt til det skummer. Husk at vaske katten alle steder, også på maven. Herefter skylles meget grundigt.

Vask 2: BLANCHEUR (Snowy Blue Shampoo)
Kom shampoo i pelsen og fordel. Brug nye engangsklude, så fedt og den 1. shampoo ikke føres videre til vask 2. Vask til det skummer. Hvis pelsen føles lidt fedtet og shampooen ikke rigtig kan skumme, så skyl katten og vask igen - også med nye engangsklude denne gang. Hvis katten er meget beskidt, kan det være nødvendigt at vaske og skylle måske 2-3 gange. Efter sidste vask, skylles katten meget grundigt.

Vask 3: TEXTURE (Texturizing Shampoo)
Kom shampoo i pelsen og fordel. Brug nye engangsklude igen. Vask og masserer til det skummer. Denne shampoo må godt sidde lidt i pelsen. Herefter skylles meget grundigt.

Når man tror man er færdig - så skyl noget mere :-) Kør hånden hen ad siden på katten. Pelsen skal ligesom knitre. Hvis den føles lidt for glat og fedtet, er den ikke skyllet godt nok. Så skyl noget mere. Og husk overalt på katten, også maven. Hvis pelsen ikke er skyllet godt nok, skiller pelsen. Dommerne vender altid katten og kigger på undersiden :-)

Generelt:
Hvis katten ofte er på show og vaskes måske hver 2. uge eller hver måned, så pas på ikke at vaske katten for grundigt hver gang, da pelsen i så fald vil udtørre og blive mærket af den megen vask. Her skal man undgå affedter og opvaskemiddel. Og vask 2, kun én gang.
Hvis katten derimod vaskes sjældent, så skal der affedter og opvaskemiddel til, samt 2-3 gange af vask 2. Så vurder hvor meget katten trænger. Ligesom når man vasker sit eget hår, kan man mærke om det er rent, eller det skal vaskes én gang mere.

Katte har en lidt højere kropstemperatur end mennesker, så pas på vandet ikke er for koldt.

Lad være med at komme vand i ansigtet på katten. Og hold ørerne lukket, så der ikke kommer vand ind i dem. Men vask og skyl helt tæt på ørerne og op ad halsen og under hagen.
Hvordan man gør rent praktisk er op til ens muligheder. Jeg et babybadekar på ben, som står i brusenichen. Vi har lavet et ekstra hul i karret, så vandet hurtigere kan løbe ud. Og der kan sættes propper i, så karret kan fyldes lidt efter behov. Læg en skridsikker måtte i bunden.

Killinger og lidt midre katte vaske jeg i vores bryggers i en stor køkkenvask, hvor der er sat bruser til. Også her lægger jeg en skridsikker måtte i bunden.

Man kan også bare sidde med katten i bunden af brusenichen.
Når katten er vasket, tørrer jeg den i håndklæder. Nøjes med at klemme pelsen tør, ikke gnide så den bliver filtret. Og lad værre med at rede katten i den våde pels. Jo mere tør, jo nemmere er det at føntørre efterfølgende.

Herefter skal katten føntørres. Det er som regel den værste del - for både kat og vasker :-) Pelsen skal tørres rigtig længe og være helt tør. Ellers vil den krølle. Brug en føntørrer og pas på den ikke bliver for varm. Med det bedste er en "turbotørrer" / "Blower", som blæser vandet af pelsen. Pelsen bliver flottere, krøller mindre, og det går hurtigere. Men den larmer en del. Der findes forskellige slags på markedet, så se efter en sådan på nettet. PitStop har en del.

Når katten er helt tør, skal den redes meget grundigt igennem. Hvis det er fældetid, vil der være mange små filterknuder, som skal redes ud. Red katten så nænsomt som muligt, og gør det til en hyggestund, så vil katten synes det er ok og måske ligefrem nyde det :-)


Her et par gamle vaskebilleder
Fidelio synes bestemt ikke om det :-)

Tilbage