Hvad fortæller din kat?
En kat er meget udtryksfuld og kan vise det samme register af følelser, som vi mennesker kan udtrykke. Man skal blot lære at forstå kattens forskellige måder at udtrykke sig.En kat bruger hele sin krop til at kommunikere og det er derfor vigtigt at være opmærksom på alle de forskellige udtryksformer for at bedømme hvad din kat prøver at signalere eller fortælle dig.
Hvad signalerer halen?
Halens position og bevægelse udtrykker mange forskellige ting. Halens position og bevægelse kan deles op i nogle overordnede grupper:
- Halen lige op, men bøjet yderst: Neutral kat.
- Halen lige op, men uden bøjning: Halerejsningen er en hilsen, der indbyder og tillader kontakt. Efterfølges hyppigt af at katten snoer sig om benet.
- Halen lige op, men uden bøjning, samt en sitren: Den fertile han- eller hunkats adfærd ved strintning. Ses også som “luftstrint” hos kastrater, der enten hilser, eller har forvildet sig ind på en andens kats territorium.
- Halen holdt ud til siden: Seksualadfærd, der udvises af en villig hunkat.
- Halen svipper let fra side til side: Katten kan have fået øje på et eventuelt jagtbytte eller noget andet interessant.
- Logren med tunge slag: Lettere irritation og hvæsses der samtidig, kan det være udtryk om et snarligt angreb.
- Halen holdt nede, men med løftet bagdel: En aggressiv kat står med siden til en anden kat for at fremstå større og mere frygtindgydende.
- Halen er busket og buet: Katten står ofte samtidigt med en krum ryg, og den går fra at være aggressiv til at være forsvarende. Det ses ofte hos unge katte, der møder en hund.
- Halen er busket og lige ud: Balancen hælder nu mod aggression.
- Halen er busket og lige ned: Angreb indledes.
- Halen nede og kurvet omkring kroppen: En glad og veltilfreds kat, der har det godt
Hvad signalerer ørerne?
Kattens ører er meget bevægelige, og de er en vigtig del af kattens kommunikation. Med ørerne signalerer katten hvilket humør den er i. Man skelner mellem tre stillinger:
- Ørerne står lige op: Katten er neutral. Det signalerer både afslapning, velvære og tilfredshed. Hvis der er en tendens til fremadretning betyder det ofte at katten er opmærksom, nysgerrig eller viser interesse overfor et eller andet.
- Ørerne laver en udaddrejning og er oprejste: Katten er selvsikker, og den er eventuelt klar til angreb.
- Ørerne lægges helt fladt ned og presses ind til hovedet: Katten er usikker, angst, i forsvarsposition og der er mulighed for angreb. En angst kat, der føler sig trængt op i en krog, og ikke kan flygte, har kun en mulighed tilbage, nemlig et angreb.
Hvad signalerer øjnene?
Pupillen er det helt afgørende, når katte kommunikerer med et andet individ.
- Pupillerne er udvidede: Katten udtrykker at den er angst og usikker. Det ses også ved ophidselse og ved angreb under leg.
- Pupillerne er små og tynde: Katten har fokus på, hvor angrebet skal iværksættes.
- Pupillerne normale: Katten er neutral.
Hvad signalerer lydene?
Den verbale udtryksform er vigtig for katten, og der findes en stor variation i kattens lyde.Katte lærer hurtigt at de får en reaktion fra deres ejer, når de udsender et mjav. Det kunne f.eks. være at give mad eller kærtegn. Af denne grund taler tamkatte ofte mere end vildkatte.En glad og tilfreds kat vil finde på at spinde. Killinger begynder at spinde allerede efter en uge. Når katten spinder, beroliger den sig selv. Netop derfor kan en bange kat også spinde, f.eks. kan en påkørt kat godt spinde i et forsøg på at berolige sig selv og i det tilfælde er det et tegn på at den ønsker hjælp.Føler katten sig truet og er parat til forsvar, høres oftest først en afdæmpet knurren. Udvikler det sig til slåskamp, forstærkes lyden til en voldsom hvæsen og knurren.
Du skal kontakte en dyrlæge, hvis …
Din kat udviser ændret adfærd, f.eks. ved pludselig og uvant aggressivitet. Det kan være tegn på en underliggende sygdom.